- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Mazda6 Stationcar 2,2 SKYACTIV-D 2,2 Optimum aut.


Håndgribelige fornyelser


af Søren Clauding - december 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke til at se det, men faktisk er fornyelserne på den seneste årgang af Mazda6 Stationcar 2,2 SKYACTIV-D 2,2 Optimum med automatgear til at tage at føle på. I bogstavelig forstand, for varme i rattet er en af de udstyrs-features, som nu er inkluderet. Men der er meget mere.

 

Vi prøvekørte i princippet samme bil (om end med manuelt gearskifte) i sommeren 2015 (læs vores test af Mazda6 Stationcar fra 2015 hér >>>)og den umiddelbart mærkbare forskel er, at Mazda har justeret på affjedringen. Den er blevet mærkbart mere tilgivende, komfortabel om man vil, uden mærkbar ændring i styrepræcision og stabilitet. Optimum udstyret omfatter bl.a. 19” alufælge, som vi for halvandet år siden ville fravælge, fordi affjedringskomforten led for meget derunder. Men det har man løst med den seneste støddæmperteknologi. Samtidig har man reduceret støjniveauet og lyden af dieselmotor er blevet ringere.

 

De ting hænger selvfølgelig sammen, men vi fornemmer også, at vibrationerne er blevet lavere. Dertil kommer, at motoren er konfigureret lidt anderledes. Specifikationerne er identiske, men motoren responderer hurtigere og dermed er fleksibiliteten ganske enkelt blevet større.



G-Vectoring Control

Og så en sjov detalje, som vi har forsøgt at illustrere i on-board videoen her på siden. Mazda har udviklet et lille stykke software. Som man kalder G-Vectoring Control. Det går i al sin enkelthed ud på, at når bilen har brug for mere vejgreb, f.eks. ved hurtig kurvekørsel, reduceres drejningsmomentet brøkdele af et sekund, men nok til, at bilen naturligt vipper en smule forover og lægger et større tryk på det hjul, der har mest brug for vejgrebet (i en højre-kurve er det venstre forhjul, der har brug for maksimalt greb).

 

Effekten er mærkbar. For det første giver det større tryk på hjulet bedre mulighed for efterfølgende at overføre kræfterne til underlaget, for det andet, og det er nok det væsentligste, er bilen bedre i balance. Balancen i en bil ændres altid ved kurvekørsel, acceleration og opbremsning. Ingeniørernes udfordring er i den forbindelse at minimere ændringerne i bilens balance, for det er det, der i værste fald kan fratage føreren herredømmet over bilen, og med det lille computerstyrede indgreb i bilen drejningsmoment, er man tættere ved det perfekte. Godt tænkt og godt effektueret.

 

Udstyrsbombe

Mazda6 i Optimum udgaven er fortsat lidt af en udstyrsbombe. Det er bestemt ikke blevet mindre udtalt efter afgiftsreduktionerne i den mellemliggende tid, som alt andet lige gør det muligt for flere danskere at købe en bil, der både er mere sikker, miljørigtig og funktionel. Dengang var listeprisen 485.000 kroner, den nu prøvekørte udgave er 15.000 kroner billigere – selvom den har automatgear (et 6-trins hurtigt skiftende og meget lækkert automatgear, i øvrigt).

 

Det officielle forbrugstal med automatgear er 20,4 km/l versus 21,7 km/l med manuel transmission. Hvordan kan det være mere miljørigtigt? Ganske enkelt derved, at mange bilister vil opleve, at fordi gearskiftet sker på det korrekte tidspunkt, kører man i praksis længere på literen. Og sikkerheden – det giver sig selv. Med to hænder på rattet kører man nu engang mere sikkert og stabilt, end hvis man iblandt skal slippe rattet for at skifte gear.

 

Fodgængerregistrering

Blandt det nye udstyr er en forbedret udgave af Smart City Brake Support, som nu har fået fodgængerregistrering, og head-up displayet er nu i farver med skiltegenkendelse, så man mere sikkert kan blive erindret om, hvad der stod på det senest passerede vejskilt, uden at fjerne øjnene fra kørebanen.

 

Den prøvekørte bil var som ekstraudstyr udrustet med radar-baseret adaptiv fartpilot, som fungerer fortræffeligt og er en stor sikkerhedsfaktor. Den såkaldte radar Cruise Control koster 21.000 kroner – man kan jo passende benytte afgiftsreduktionen til en sådan sikkerhedsfeature, de penge er godt givet ud.

 

Mere irriterende er det, at vejbaneassistenten for ofte giver en melding om, at man skal holde hænderne på rattet – selvom man faktisk gør det. Det skyldes, at Mazda’en kører så stabilt, at de nødvendige korrektioner ved motorvejskørsel er ganske få, og så registrerer følerne det som om, man ikke holder fast i rattet. Man kan sige det på den måde, at havde bilen været mere ustabil, havde problemet ikke været der. Hmmm. Der er altid plads til forbedringer…



Men en udstyrsbombe er den. Fuld LED forlys er ved vintertide en væsentlig sikkerhedsfaktor, læderindtræk gør kørslen behagelig og opvarmningen af sæderne sker tilstrækkelig hurtigt. 7” skærmen er let at læse og HMI Commanderen i kombination med stemmestyring fungerer udmærket.

 

Bose Surround Sound lydanlægget er herligt, hvis man kan lide musik, og der er endda plads til at Rear Cross Trafic alarmen trænger igennem lydorgiet, så man slipper for at bakke ud i tværgående trafik, som først ses af bakkameraet, når det er for sent.

 

Nøglefri betjening og elektronisk håndbremse er bekvemt – og tyverialarm er en stor tryghed, hvis nogen altså vælger at reagere, når bilen bliver åbnet af uvedkommende.


Sædevarme på bagsædet betjenes fra midterarmlænet.

 

Andre Mazda prøvekørsler - find dem hér >>>


Klik på billedet og se omboard videoen bag rattet i den seneste udgave af den store Mazda6 Stationcar med 2,2 liters SKYACTIV dieselmotor. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Model:

Mazda6 Stationcar 2,2 Optimum aut.

Listepris:

Kr. 470.323

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail biturbodiesel 2,2 l. 175 hk. 420 Nm/2000 omdr./min. 6 A/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

8,6 sek./ 215 km/t/ 20,4 km/l /129 g/km

Længde:

4,81 m

Bagagerum:

522-1648 liter

Anhængervægt:

1600 kg.

Diverse:

ABS. EBD. ESC. G-Vectoring Control. 6 airbags. 19” letmetalfælge. Fuld LED forlygter med dynamisk kurvelys. Hillholder. Nøglefri entre og tænding. Vejbaneassistent. Smart City Brake Support med fodgængergenkendelse. Læderkabine. Elektrisk indstillelige forsæder med memory i førersiden. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat med varme. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme for og bag. Regnsensor. Lyssensor. P-sensorer for og bag. 2 X Isofix. 7” skærm med bakkamera og navigation. Head-up display. Bose audioanlæg med 11 højtalere. Tyverialarm. 3 års garanti.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt